Jeg er en superheldig kartoffel. Endnu engang har jeg besøgt de absolut enestående Galapagos øer.

Set på et landkort syner Galapagos Øerne ikke af meget. De er ikke meget større end Lolland og Falster og ligger aldeles isoleret 1000 km vest for Ecuadors stillehavskyst. Men min pointe er, at  Galapagos Øerne har sat sig meget væsentlige spor i vores egen erkendelse.

Hvad er mennesket for en størrelse? Er spørgsmålet som alle før eller siden stiller. Jeg mener dette spørgsmål entydigt besvares, ved at besøge Galapagos Øerne.

Fortællingen om, hvordan vi skal forstå det liv der omgiver os, bliver ikke mer tydelig end på Galapagos Øerne. Livet har udviklet sig fra primitive former og udvikler sig stadig. Darwin postulerede det i 1859. Efterfølgende er forklaringen om livets udvikling ved naturlig udvælgelse bekræftet igen og igen og igen og igen og igen . . . . . Mennesket er en art der har fælles stamfar med alle andre pattedyr. Vi er i familie med alt det andet liv, der også bebor planeten jorden! Vi er specielle, men i det væsentlige er den komplekse måde stoffet manifesterer sig på hos arten mennesket – IKKE spor anderledes end hos eksempelvis havleguaner, albatrosser eller giraffer. Vi har nemlig samme fælles oprindelse.

Jeg kan kun opfordre til at rejse ud til Galapagos Øerne og med egne øjne iagttage det enestående dyreliv. Fortællingerne om, hvordan arter med fælles oprindelse udvikler sig til nye og flere arter – vælter frem af klipperne og springer ud af havet.

Endelig er dyrelivet på Galapagos noget helt for sig selv. Et stort antal arter er endemiske (findes kun på Galapagos) og de allerfleste arter ignorerer på venlig vis menneskets tilstedeværelse. Dette er en stor glæde for fotografer, og derfor er det ikke den store fotokunst at komme hjem med billeder som disse . . . .