Jeg er fascineret af fotografiet. Dets evne til at fortælle historier er provokerende ligetil. Og når fotografiet er bedst kan det både oplyse iagttageren, vække nysgerrighed, skabe forundring, lede til eftertanke og forhåbentlig øge forståelsen. Jeg er fan af fotografiet.

Vel holder jeg af smukke velkomponerede billeder, med gyldne snit og charmerende smil, og vel kribler det i mig for at fastholde diverse solnedgange og et evigt brølende krondyr i efterårskoven, men  . . . .  det er ikke der jeg allerhelst vil lægge min tid og mine kræfter. De smukke billeder er fine at ha og indlysende at ta, men med solen i ryggen blir det både for let og for ligegyldigt. Jeg vil gerne forsøge noget andet!

Jeg synes grundlæggende denne verden er fantastisk, men når man ulejliger sig med at gå en tur hele paletten rundt, er den også grum og grim og ond. Og der hvor den er grum bliver fotografiet for mig rigtig interessant. Der vil jeg allerhelst være med mit kamera.

På den anden side af plankeværket, hvor affaldet får lov at hobe sig op og gyldne solnedgange ikke skænkes en tanke. På lodsepladsen, langs motorvejen eller i hjemmet hvor ensomheden gnaver eller fattigdommen har overtaget.

Samtidig er jeg mægtig meget fascineret af sportsverdenen. Især alt det der foregår før og efter “nogen” løber over målstregen eller scorer mål. Træningen, glæden, skuffelsen, viljen, håbet, sejren, hævnen, kampen, skaden.

Alle de store følelser udfoldes i idræt, og efter min opfattelse mere ægte end  i selv de bedste operaer. Lige der hvor sejren glipper eller den personlige rekord forbedres, vil jeg meget gerne være med mit kamera.

Jeg er stor fan af de idrætsfolk, der kæmper og træner for at nå personlige mål, og jeg synes fotografiet bedre end noget andet kan formidle idrættens mange historier.

Jo verden er fantastisk og jeg vil gerne fange så meget af den med mit kamera. Det er derfor jeg hellere end noget andet vil kalde mig – fotograf!

 

Per Fløng, februar 2012